Sweet home Alabama

Her er vi nu hos Onkel Bill i hans helt igennem skønne hus lige ned til vandet. Drengene nyder baade at have farmor og fætter Brendon. Vi voksne nyder især alt det dejlige mad Bill laver til os. Da vi ankom, blev vi præsenteret for hele ugens menu, og det kan nok lige være mundvandet kom igang med at loebe. Var vi indforstaaet med menuen? Jo, mon ikke lige det gaar an.
Det meste af det mad Bill laver bliver tilberet i The green egg, som er weber- grillens overmand. Bill er utrolig dygtig til at lave lokale sydstatsretter, og vi guffer i os af saftige spareribs, friskfangede rejer tilberet efter Creolopskrift, gryderetter der er kryddret helt specielt og har simret i flere dage. Hvis vi er blevet lidt runde paa turen, saa er vi ved at blive smaafede nu. Og her starter middagen omkring kl. 17 med drinks, saa naar vi saetter os til bordet kl. 19, er stemningen meget munter. Ja, og saa skal der jo igen laves de 120 daglige armboejninger, efter Brendon igen er i lejren.

Her i Alabama taler de med en meget kraftig dialekt, og det er lidt svært at lade være med at trække paa smilebaandet, naar de foerst ruller sig ud. Og selvom de taler meget langsomt og ligesom trækker ordene ud, kan det godt være ret vanskeligt at faa det hele med.

Billeder fra Bills hus

Bill i fuld gang ved sit groenne aeg.

Saa er det her vi hygger os, og det er ikke plads vi mangler. Paa broen gaar Albert og Sue Anne.

Jubi saa kom farmor

Saa kom farmor i en stor dejlig bil og vi koerte mod Alabama, til onkel Bill i Orange Beach. Farmor vil foelge os til vores rejse slutter i Miami. Men der var lige en vi skulle hente i lufthavnen paa vejen: Yes faetter Brendon tager tre dage med os hos Bill.

Orlando og Disney world

Efter 1,5 times flyvetur landende vi i sikkert i Orlando, og drengene fik igen fine stempler i deres amerikanske pas, og blev paent budt velkommen hjem af tolderen. I Orlando er der vist kun to ting at goere, Disney World og 100 andre temaparker eller shopping. Og med pas til to dage i Disney og 3500,- fattigere(ja, det var saa bare for at komme ind) begav vi os afsted for at moede Mickey og alle de andre.

Pyh - ha da, det er nok det mest anstrengende vi har udsat os selv for paa denne tur. Alt for mange mennesker og lange lange koeer ved stort set alle forlystelser. Men det var en ganske sjovt at moede Mickey, og parken i sig selv er utrolig gennemfoert.

Mexico slut

Saa kom dagen ogsaa for os, selvom vi længe har proevet at neglicere det. Vi har pakket, og er paa vej til USA. Vi har haft 9 vidunderlige dage paa Isla Mujeres, hvor vi endte med at faa tiltusket os Penthouse lejligheden paa vores lille hotel.(til samme pris naturligvis). Det lønner sig at have et godt forhold til rengoeringensdamen -Sussi.
Saa med havudsigt, hele taget til at lege paa, kaempe badevaerelse( for os i hver fald) og en skøn udestue med hangekøje, var det lidt trist at pakke.

Vi moedet en anden dansk familie fra Christianshavn, Mads, Caroline og Oskar, som ogsaa var paa tre maaenders forældreorlov gennem Mellemamerika. Johan har leget med Oskar hver dag, saa ham har vi ikke set meget til. Albert blev meget gode venner med Sussis søn -Ruben, og de var begge lige frække og har lavet mange skransstreger sammen. Vores begrænsede spansk, har været til stor fordel for begge drenge, da vi kommer helt til kort naar vi venligt men bestemt har proevet at forklare at vi fek.s ikke vil have fingre i peanutbutterdaasen, eller at de giver det til katten. Men Ruben grinede bare, og gemte sig under sengen med Albert lige i hælene, og peanutbutteren.

Vi naaede ogsaa en tur til det lokale havskildpaddereservat, hvor de opdrætter skildpadder, som saa bliver sat ud i havet, naar de er store nok. De smaa skildpaddeunger var utrolig soede, og vi kom til at savne Børge og Magnus meget.
Slut prut herfra hængekoejeland.

De sidste billeder fra Mexico

Sidste solnedgang

Johan og Oskar

Albert og Ruben


En havskildpadde der er klar til at blive sat ud.

Lidt flere billeder...

Yucatan halvøen og en svaer beslutning

Hele flokken foran domkirken i Merida









De kaere smaa!












Efter 14 dage og ca. 1500 km's kørsel, naaede vi det meste af Yucatan halvøen rundt, med Anne, Cille og Frederik. Vi fik set fantastisk dyreliv, smukke velholdte byer i storslaaet spansk kolonistil, Mayapyramider og til børnenes stor glaede gode hoteller med pools. Vi afsluttede vores tur i Tulum, paa den samme laekre strand med de smaa smoelfehuse. Anne koerte tilbage til lufthavnen med bilen, saa vi er igen overladt til den offentlige trafik, men den fungere rigtig fint her i Mexico. Da vi tog bussen fra Tulum til Cancun viste de endda film, og det var selvfølgelig en danske "Brødre" med spanske undertekster. Og saa sidder man der med air-conditioning blaesende ned i hovedet, og maerker stoltheden i ens danskhed vokse, og det er lige før at vi maa fortaelle hele bussen at vi kommer fra det lille land, hvor den film der er i gang er fra. Og vi føler os naesten i familie med Ulrik, Connie og Nikolai. Men saa er det bare lige at vi faar set os om, og konstatere at de fleste mexicanere snorksover og er ret ligeglade med dansk film. Vi vaekkede dem ikke, men overvejede det kraftigt. Hvad ligner det!

I skrivende stund er vi tilbage paa Isla Mujeres i "vores" lille lejlighed med to rum og køkken, vores søde rengøeringskone Sussi og fast internetforbindelse, saa vi kan faa lidt kontakt med omverden igen. Og ikke mindst faa skrevet her paa bloggen igen.

De kvikke af jer, vil nu protestere og taenke " Jamen skulle vi da ikke vaere paa Cuba nu og ryge cigare og drikke billig rom".

Jo, det skulle vi. Men efter mange svaere overvejselser, maa vi konstatere at efter tre forskellige lande, 28 forskellige senge helt praecist og mange vidunderlige oplevelser, er vores gåpåmod og overskud til at flytte rundt og laere et saa komplekst land som Cuba at kende blegnet en smule. Vi er maette og taknemlige over alt det vi har set og oplevet. Taknemlighed indgyder lykke og fører guddommelig indflydelse med sig paa familielivet, saa vi føler vi har naaet vores maal med denne rejse. Cuba bliver bestemt en anden gang.

Meget belejligt fik vi ogsaa et andet fristende tilbud, som gjorde beslutningen om at droppe Cuba noget lettere. Kristoffers onkel Bill og tante Elaine, har tilbudt os husly i Orange Beach - Alabama. Udover Bills meget fristede kødgryder og hyggelige selskab, som vi sidst nød i 2003, giver det ogsaa Sue Anne mulighed for at støde til os og faa lidt farmor - tid med drengene.

Den 18/3 flyver vi derfor til Orlando, og forkaeler vores skønne børn med en tur i Disney World som tak for deres gode indsats paa turen (det er p.t. en hemmelighed). Her møder Sue Anne os, og vi kører sammen op til onkel Bill og Elaine.