Yucatan halvøen og en svaer beslutning

Hele flokken foran domkirken i Merida









De kaere smaa!












Efter 14 dage og ca. 1500 km's kørsel, naaede vi det meste af Yucatan halvøen rundt, med Anne, Cille og Frederik. Vi fik set fantastisk dyreliv, smukke velholdte byer i storslaaet spansk kolonistil, Mayapyramider og til børnenes stor glaede gode hoteller med pools. Vi afsluttede vores tur i Tulum, paa den samme laekre strand med de smaa smoelfehuse. Anne koerte tilbage til lufthavnen med bilen, saa vi er igen overladt til den offentlige trafik, men den fungere rigtig fint her i Mexico. Da vi tog bussen fra Tulum til Cancun viste de endda film, og det var selvfølgelig en danske "Brødre" med spanske undertekster. Og saa sidder man der med air-conditioning blaesende ned i hovedet, og maerker stoltheden i ens danskhed vokse, og det er lige før at vi maa fortaelle hele bussen at vi kommer fra det lille land, hvor den film der er i gang er fra. Og vi føler os naesten i familie med Ulrik, Connie og Nikolai. Men saa er det bare lige at vi faar set os om, og konstatere at de fleste mexicanere snorksover og er ret ligeglade med dansk film. Vi vaekkede dem ikke, men overvejede det kraftigt. Hvad ligner det!

I skrivende stund er vi tilbage paa Isla Mujeres i "vores" lille lejlighed med to rum og køkken, vores søde rengøeringskone Sussi og fast internetforbindelse, saa vi kan faa lidt kontakt med omverden igen. Og ikke mindst faa skrevet her paa bloggen igen.

De kvikke af jer, vil nu protestere og taenke " Jamen skulle vi da ikke vaere paa Cuba nu og ryge cigare og drikke billig rom".

Jo, det skulle vi. Men efter mange svaere overvejselser, maa vi konstatere at efter tre forskellige lande, 28 forskellige senge helt praecist og mange vidunderlige oplevelser, er vores gåpåmod og overskud til at flytte rundt og laere et saa komplekst land som Cuba at kende blegnet en smule. Vi er maette og taknemlige over alt det vi har set og oplevet. Taknemlighed indgyder lykke og fører guddommelig indflydelse med sig paa familielivet, saa vi føler vi har naaet vores maal med denne rejse. Cuba bliver bestemt en anden gang.

Meget belejligt fik vi ogsaa et andet fristende tilbud, som gjorde beslutningen om at droppe Cuba noget lettere. Kristoffers onkel Bill og tante Elaine, har tilbudt os husly i Orange Beach - Alabama. Udover Bills meget fristede kødgryder og hyggelige selskab, som vi sidst nød i 2003, giver det ogsaa Sue Anne mulighed for at støde til os og faa lidt farmor - tid med drengene.

Den 18/3 flyver vi derfor til Orlando, og forkaeler vores skønne børn med en tur i Disney World som tak for deres gode indsats paa turen (det er p.t. en hemmelighed). Her møder Sue Anne os, og vi kører sammen op til onkel Bill og Elaine.