Sweet home Alabama

Her er vi nu hos Onkel Bill i hans helt igennem skønne hus lige ned til vandet. Drengene nyder baade at have farmor og fætter Brendon. Vi voksne nyder især alt det dejlige mad Bill laver til os. Da vi ankom, blev vi præsenteret for hele ugens menu, og det kan nok lige være mundvandet kom igang med at loebe. Var vi indforstaaet med menuen? Jo, mon ikke lige det gaar an.
Det meste af det mad Bill laver bliver tilberet i The green egg, som er weber- grillens overmand. Bill er utrolig dygtig til at lave lokale sydstatsretter, og vi guffer i os af saftige spareribs, friskfangede rejer tilberet efter Creolopskrift, gryderetter der er kryddret helt specielt og har simret i flere dage. Hvis vi er blevet lidt runde paa turen, saa er vi ved at blive smaafede nu. Og her starter middagen omkring kl. 17 med drinks, saa naar vi saetter os til bordet kl. 19, er stemningen meget munter. Ja, og saa skal der jo igen laves de 120 daglige armboejninger, efter Brendon igen er i lejren.

Her i Alabama taler de med en meget kraftig dialekt, og det er lidt svært at lade være med at trække paa smilebaandet, naar de foerst ruller sig ud. Og selvom de taler meget langsomt og ligesom trækker ordene ud, kan det godt være ret vanskeligt at faa det hele med.

Billeder fra Bills hus

Bill i fuld gang ved sit groenne aeg.

Saa er det her vi hygger os, og det er ikke plads vi mangler. Paa broen gaar Albert og Sue Anne.

Jubi saa kom farmor

Saa kom farmor i en stor dejlig bil og vi koerte mod Alabama, til onkel Bill i Orange Beach. Farmor vil foelge os til vores rejse slutter i Miami. Men der var lige en vi skulle hente i lufthavnen paa vejen: Yes faetter Brendon tager tre dage med os hos Bill.

Orlando og Disney world

Efter 1,5 times flyvetur landende vi i sikkert i Orlando, og drengene fik igen fine stempler i deres amerikanske pas, og blev paent budt velkommen hjem af tolderen. I Orlando er der vist kun to ting at goere, Disney World og 100 andre temaparker eller shopping. Og med pas til to dage i Disney og 3500,- fattigere(ja, det var saa bare for at komme ind) begav vi os afsted for at moede Mickey og alle de andre.

Pyh - ha da, det er nok det mest anstrengende vi har udsat os selv for paa denne tur. Alt for mange mennesker og lange lange koeer ved stort set alle forlystelser. Men det var en ganske sjovt at moede Mickey, og parken i sig selv er utrolig gennemfoert.

Mexico slut

Saa kom dagen ogsaa for os, selvom vi længe har proevet at neglicere det. Vi har pakket, og er paa vej til USA. Vi har haft 9 vidunderlige dage paa Isla Mujeres, hvor vi endte med at faa tiltusket os Penthouse lejligheden paa vores lille hotel.(til samme pris naturligvis). Det lønner sig at have et godt forhold til rengoeringensdamen -Sussi.
Saa med havudsigt, hele taget til at lege paa, kaempe badevaerelse( for os i hver fald) og en skøn udestue med hangekøje, var det lidt trist at pakke.

Vi moedet en anden dansk familie fra Christianshavn, Mads, Caroline og Oskar, som ogsaa var paa tre maaenders forældreorlov gennem Mellemamerika. Johan har leget med Oskar hver dag, saa ham har vi ikke set meget til. Albert blev meget gode venner med Sussis søn -Ruben, og de var begge lige frække og har lavet mange skransstreger sammen. Vores begrænsede spansk, har været til stor fordel for begge drenge, da vi kommer helt til kort naar vi venligt men bestemt har proevet at forklare at vi fek.s ikke vil have fingre i peanutbutterdaasen, eller at de giver det til katten. Men Ruben grinede bare, og gemte sig under sengen med Albert lige i hælene, og peanutbutteren.

Vi naaede ogsaa en tur til det lokale havskildpaddereservat, hvor de opdrætter skildpadder, som saa bliver sat ud i havet, naar de er store nok. De smaa skildpaddeunger var utrolig soede, og vi kom til at savne Børge og Magnus meget.
Slut prut herfra hængekoejeland.

De sidste billeder fra Mexico

Sidste solnedgang

Johan og Oskar

Albert og Ruben


En havskildpadde der er klar til at blive sat ud.

Lidt flere billeder...

Yucatan halvøen og en svaer beslutning

Hele flokken foran domkirken i Merida









De kaere smaa!












Efter 14 dage og ca. 1500 km's kørsel, naaede vi det meste af Yucatan halvøen rundt, med Anne, Cille og Frederik. Vi fik set fantastisk dyreliv, smukke velholdte byer i storslaaet spansk kolonistil, Mayapyramider og til børnenes stor glaede gode hoteller med pools. Vi afsluttede vores tur i Tulum, paa den samme laekre strand med de smaa smoelfehuse. Anne koerte tilbage til lufthavnen med bilen, saa vi er igen overladt til den offentlige trafik, men den fungere rigtig fint her i Mexico. Da vi tog bussen fra Tulum til Cancun viste de endda film, og det var selvfølgelig en danske "Brødre" med spanske undertekster. Og saa sidder man der med air-conditioning blaesende ned i hovedet, og maerker stoltheden i ens danskhed vokse, og det er lige før at vi maa fortaelle hele bussen at vi kommer fra det lille land, hvor den film der er i gang er fra. Og vi føler os naesten i familie med Ulrik, Connie og Nikolai. Men saa er det bare lige at vi faar set os om, og konstatere at de fleste mexicanere snorksover og er ret ligeglade med dansk film. Vi vaekkede dem ikke, men overvejede det kraftigt. Hvad ligner det!

I skrivende stund er vi tilbage paa Isla Mujeres i "vores" lille lejlighed med to rum og køkken, vores søde rengøeringskone Sussi og fast internetforbindelse, saa vi kan faa lidt kontakt med omverden igen. Og ikke mindst faa skrevet her paa bloggen igen.

De kvikke af jer, vil nu protestere og taenke " Jamen skulle vi da ikke vaere paa Cuba nu og ryge cigare og drikke billig rom".

Jo, det skulle vi. Men efter mange svaere overvejselser, maa vi konstatere at efter tre forskellige lande, 28 forskellige senge helt praecist og mange vidunderlige oplevelser, er vores gåpåmod og overskud til at flytte rundt og laere et saa komplekst land som Cuba at kende blegnet en smule. Vi er maette og taknemlige over alt det vi har set og oplevet. Taknemlighed indgyder lykke og fører guddommelig indflydelse med sig paa familielivet, saa vi føler vi har naaet vores maal med denne rejse. Cuba bliver bestemt en anden gang.

Meget belejligt fik vi ogsaa et andet fristende tilbud, som gjorde beslutningen om at droppe Cuba noget lettere. Kristoffers onkel Bill og tante Elaine, har tilbudt os husly i Orange Beach - Alabama. Udover Bills meget fristede kødgryder og hyggelige selskab, som vi sidst nød i 2003, giver det ogsaa Sue Anne mulighed for at støde til os og faa lidt farmor - tid med drengene.

Den 18/3 flyver vi derfor til Orlando, og forkaeler vores skønne børn med en tur i Disney World som tak for deres gode indsats paa turen (det er p.t. en hemmelighed). Her møder Sue Anne os, og vi kører sammen op til onkel Bill og Elaine.

Farvel til Isla Murejes

Kristoffer havde via internettet fundet et sted at leje bil, Payless. Anne, Kristoffer og Cille tog i forvejen til fastlandet for hente bilen. Vi blev sat af paa en befaerdet vej, in the mittle of no where. Det viste sig, at bilen ikke havde full coverage, hvilket vi syntes var bekymrende. Payless var ikke glade for at vi annulerede vores bestilling, og gad derfor ikke bestille en taxa til os. Heldigvis fandt vi en. Vi tog til lufthavnen for at finde en alternativ biludlejer. Efter at have siddet en time paa nettet og drukket daarlig kaffe og spist chicken wings, gik vi ud foran, og blev straks passet op af en mand, som arrangerede leje af bil via Eurocar. Lidt dyrt - 900 usd, men incl. alt.

Vi er nu on the road. Man skal lige vende sig til de mange vejbump der pludselig er i vejen. Det kan ellers give lidt rystelser i kabinen... Naar man f'ørst er kørt ud af en by, er der absolut intet andet end lange lige veje, buske og kaktusser langs vejkanten, og paa himlen svaever de store rovfugle som sorte skygger. Første tur gik til Rio Lagartos. Et fantastisk naturreservat. Vi overnattede i cabanas for 200 pesos pr. familie. Vi havde lejet en baad med en meget sød fiskermand. Turen gik langs reservatet, som har vaaret med i en James Bond film. Der var masser af smukke fugle: Ibis, Boat billed heron og Mexicos nationalfugl der ogsaa er afbilled paa deres flag. Pludselig sagde Albert "der ligger en krokodille", og ganske rigtigt, lige ved siden af os laa en krokodille og sov. Vi proevede alle sammen at roere ved den. Uh ha det var vildt! Herefter sejlede vi hen og saa paa flamingoer. Naaste stop var i et saltvandsbassin, hvor vi efterfølgende blev smurt ind i mudder. Kan virkelig anbefales!


Her er saa mange pelikaner.







Ih - vi sejler staerkt







"Hvis du ser en krokodille i dit badekar, skal du ikke vaere bange for den er saa rar, hvis du gir' den en kop kaffe og en god cigar"





Hvem er de to hule- mennesker?

Middagsmad hos franske Lolo

Muska havde, via sit shoppinggen, fundet et fantastisk sted at spise middag. Lidt uden for byen laa Lolos bageri og private hus, hvor der blev bagt croissainter, baguette og andet godt fransk brød om morgenen, og om aftenen blev lavet om til intim restaurant i privaten. Lolo er den franske udgave af Camilla Plum, som havde bosat sig pa Isla Mujeres. Børnene sad med Lolos børn i sovevaerelset og havde nanny, mens de voksne fik serveret Mojito og 3 retters menu. Uhmmmm.

Isla Mujeres

Delfintur paa Isla Mujeres

Vi ankom i taxa - 20 kr turen - til delfinmekka! Muska og Anne havde arrangeret, at Kristoffer tog alle børnene i det lille bassin, for at de selv kunne boltre sig i det store. Hold op hvor er delfiner søde. Børnene kyssede delfinerne, aede og dansede med dem. Muska og Anne blev trukket afsted paa delfinernes maver. Det var en stor oplevelse. Vi vil alle gerne grave ud til pool med delfiner...



Cille og Albert som er meget spaendte paa at moede de soede delfiner.

Her er Kristoffers boernehave paa vej til delfinerne.

Isla Mujeres og farvel til Brendon

øv øv, saa forlader vores gode legeonkel os. Men vi fik da lige lov at se ham i uniform.














Som I maaske har luret, er der ikke lige helt styr paa kronologien her paa bloggen. Saa det proever vi lige at rette op paa. I skrivende stund er vi paa øen Isla Mujeres, som ligger en halv times sejllads fra Cancun. Efter Tulum kørte vi nemlig til Cancun og til lufthavnen for at sige farvel og tak til Brendon, som har vaeret en super rejsemakker de sidste 14 dage. Vi vil savne hans gode selskab og ikke mindst de daglige 120 armbøjninger, som han fik indført som daglig rutine for alle voksne. Her paa Isla Mujeres har vi fundet en lille lejlighed paa to vaerelser og med koekken. Det er jo helt vildt, ikke at konstant at opholde sig i samme rum, men at kunne lukke en dør og pille naese i fred. Anne, Cille og Frederik bor i den lyserøde lejligheden ved siden af os.

Saa fik vi selskab af Anne, Frederik og Cille, som vil foelge os de naeste 14 dage. Jubiiiiii!

Albert 5 aar fra oen Isla Mujeres

Kaere alle

Tak for de mange dejlige foedselsdagshilsner. Jeg har haft en dejlig dag, hvor jeg har faaet lagkage til morgemad og selv maatte bestemme alt hvad jeg ville hele dagen. Det er bare saa skoent at vaere 5 aar. Om lidt skal min mor til lufthavnen og hente Anne, Cille og Frederik, og saa skal vi spise mere lagkage...

Knus fra Albert

MEXICO

Efter syv dejlige dage med massere af snokling og hygge sejlede vi fra Caye Caulker til en noget større ø "Ambergris Caye". Her var slet ikke den samme afslappede og hyggelige stemning som paa Caye Caulker, alt for mange store hoteller, og for mange mennesker der var paa partyferie og rendte stang berusede rundt og opførte sig uanstaendigt. Igen blev vi ogsaa konstant passet op, af nogle der ville saelge os noget. Hvilket vi nød at vaere helt fri for paa Caye Caulker. Turismens grimme ansigt. Saa det tog os ikke lang tid at beslutte at en overnatning var rigeligt. Men naar nu vi nu alligevel var her, kunne vi ligesaa godt udnytte faciliteterne. Saa Brendon babysittede,mens Kristoffer og Muska sneg sig ind paa et af de fine hoteller og fik et par drinks ved poolen.

Naeste dag sejlede vi videre nord paa til fastlandet igen. En sidste overnatning i Belize i et lille hul af en by. Dagen efter kørte vi med taxa til den mexicanske graense. Igen skulle vi selv gaa over graensen, men denne gang i solskin.
Stempel i passet og saa var vi i Mexico og tilbage til det spanske sprog igen. Her lejede vi en bil og skulle egentlig være koert til havnebyen Punta Allen syd for Tulum, men skiltningen er lidt forvirrende her, saa vi endte i Tulum sent paa dagen. Det var ikke nemt at finde overnatning, og de foerste steder ville have 280US$ pr. nat og de var ikke saa begejstret for boern. Men lige inden det blev helt mørkt, fandt vi et superfedt sted med smaa cabanas lige ud til den brede sandstrand, der var til at betale(men stadigvaek dyrt). Og saa til køjs, godt trætte efter den lange rejsedag. Men sove kom vi ikke til lige med det samme, for pludselig startede et voldsomt uvejr og efter faa minutter stod regnen lige ned i sengen. Først prøvede vi at ignorere det lidt og trække lagnet op over hovedet, men da Albert med sjaskvaadt haar sagde: " Moar, det er ligesom at være i bad, bare uden shampoo" blev Kristoffer jaget ud af sengen. "Du kan mest spansk" var argumentet fra hans noget hysteriske kone. Lidt efter vendte han tilbage med tre mexicanere med kaempe spotlights og store stykker plastik blev sømmet op. Endelig kunne vi sove, dog paa en meget vaad madras. Johan bare snorksov fra det hele. Man er vel spejder.

Dagen efter kørte Brendon og Kristoffer paa jagt efter et mere budgetvenligt sted. De fandt et sted, som bliver kaldt "smølfebyen". Et meget passende navn da man bor i smaa smølfehytter i staerke farver lige paa sandet. Massere plads til at loebe rundt paa og et minut til standkanten. Vi fik en lilla cabana med lyderød dør som hed Isla Mujeres, navnet paa den ø, hvor vi skal møde Anne...

Her vores lille "smølfehytte"

Da vi havde faaet rygsaekkende ud af bilen og fundet badetøjet frem, var det afsted til stranden, og hov hvad var det... jo der kan vist ikke vaere nogen tvivl, tre meget blonde børn i standkanten og den ene i et par Katvigbadebukser - de maa vaere danskere.

-og ganske rigtigt. Familien Mattsson fra Haslev ogsaa paa foraeldreorlov. Sikke en fest der blev, baade for børn og voksne. Der er blevet bygget store sandbyer i aegte Maya -stil med Brendon som hovedarkitekt. Hver aften stod den paa fangeleg til vores fodled var haevede og meget ømme.(det er haardt at løbe i sand). Johan glemte helt at vaere vandskraek og pludselig laa han i vandet og snoklede med Alma. Skoent med nye legekammerater.

Her ses den soede familie:
Far Thomas, mor Rikke, Alma paa 11, Esther paa 8 og lille Ludvig paa 2,5.

Johan og Alma

Aftensmad

Familien Mattsson forlod Dk. sidst i december, og var paa deres sidste uge inden de atter skulle hjem til frost og sne. De er rejst modsat af os, og startede paa Cuba. Vi fik en masse gode rejsefif og nye boeger mm. Men det bedste var de mange hyggelige stunder ikke mindst for Muska, som virkelig nød at have kvindeligt selskab og faa tøsesnakket. Vi glaeder os allerede til vi ses i Danmark.

<

Caye Caulker

Klik paa billederne for se dem i stor stoerelse.

Brendon og Albert

LæS OM BELIZE HER...

Da vi kom til grænsen skulle vi alle mand ud af bussen, og selv bære vores baggage gennem tolden. Og selvfoelgelig skulle vi moede vores foerste regnvejr lige paa det tidspunkt. Saa med mudder langt op af benene og vaade rygsaekke gik vi fra Guatemala til Belize. Fik lige et stempel i passet og afsted igen med bussen, der holdt og ventede paa den anden side.

Belize er et lille land, de færreste nok nogen sinde har hørt om. Det er halvt så stort som Danmark og kun beboet af en kvart million indbyggere.

Landets kultur er typisk caribisk, og Belize er hjemsted kreolere, der groft sagt er efterkommere af afrikanske slaver og de engelske pirater, der udnyttede landets naturlige havne som skjulesteder og det farlige rev langs Caribien-kysten som beskyttelse imod den spanske ordensmagt.

Vi kørte op mod selve Belize City. Området vi kørte i var meget fattigt, med en masse usle rønner. Man kunne også tydeligt se det havde regnet et stykke tid fordi der var mange steder der stod under vand, landet ligger også temmelig lavt over havets overflade. På et tidspunkt skar vejen midt igennem en kirkegård, mærkeligt at se gravstene på begge sider af bussen. Det, der overraskede os mest da vi kom over grænsen var alle de mange kinesiske restauranter og supermarkeder vi koerte forbi. Men ellers skoent igen at kunne laese skilte, og forstaa hvad der bliver sagt, for engelsk er sproget der tales her - dog med en sjov caribisk accent. Saa det gaelder om at spidse oerene for at faa det hele med.

Da vi nående frem til selve Belize City gjorde vi et stop ,og tog en overnatning. Mere varmt vand - skoent. Det er en underlig by, alle huse var lave, den virkede temmelig provinsiel, ingen prangende bygninger, helt klart ikke et sted der tiltrækker turister. Folk er meget venlige og vil gerne snakke, ingen har travlt og stemningen var meget laid back.

Dagen efter tog vi med meget hurtig moterbåd ud til den lille oe Caye Caulker, hvor vi blev moedt af det smukkeste blaa vand og Belizes 300 km lange koralrev som er verdens næstlængste af sin slags, og dykkere kommer fra hele verden for at opleve den overdådige farvepalet i undervandsverdenen.

Vi fandt et godt sted at bo med et lille udekoekken,og vi styrtede ned til det kinesiske supermarked og koebte mælk og havregryn. Især Alberts kost trængte til lidt varriation, da han stort set lever af kylling og spejleæg. Bønnerne er han ikke bidt paa(endnu). Helt dejligt er det at kunne lave lidt mad igen og ikke at skulle sidde paa restauant med to utaalmodige unger, der endnu ikke helt har forstaaet, at først skal man have et bord, saa et menukort, saa skal man beslutte sig og vaere helt sikker(og ikke fortryde naar tjeneren kommer)saa skal maden bestilles og saa skal kokken have besked, saa skal hoenen slagtes og fisken fanges, alt imens man sidder stille og hygger med hinanden uden at flaa servietter i stykke eller stikke tungen igennem (farfars ide som haenger ved), eller lege fangeleg mens man skriger lungerne ud.

Men vi tror da ind i mellem paa, at efter tre maanders haard restaurants-traening at 10-øren maaske falder. Men pt. traeningsfri.

Paa vores tredje dag fløj et lille fly til øen, og ud steg faetter Brendon. Sikke en fest for drengene baade store og smaa. En legeonkel der stort set aldrig holder op. For Albert var det kaerlighed ved første svingtur, og han haenger paa ham som en abekat. Maaske han kan faa et par bønner i ham.

Her paa øen er der ingen biler, kun cykler og golfvogne. Gaderne er smaa sandveje og naar man traeder i land er der et skilt der siger go slow. Det bliver taget meget bogstaveligt her, og alle er meget glade og stopper gerne op for en lille snak. Vi nyder stranden og det skoenne vand som man kan plaske rundt i timevis, og at Brendon udover at lege meget med drengene ogsaa har fjernsyn paa sit vaerelse, saa Muska kan liste ubemaerket af sted til yoga - nu med udsigt til den ene mere smukke solnedgang efter den anden.

Tillykke til Cille!

Flores og Tikal

Efter nogle rigtig gode uger hos farfar og Judy, blev det tid til at komme paa farten igen. Drengene har nydt at vaere sammen med deres farfar, og der er kommet mange rigtig flotte tegninger med tilhoerende historier i tegnebogen, der er blevet gravet vandkanaler og fjollet. Farvel til de dejlige avokadoer, der har varet hovedbestandelen af de fleste af vores maaltider, da de praktisk talt faldt ned i hovedet paa os. Farvel til de soede beskidte boern, som naesten laerte at sige " Lille hund - der er nogen, der har taget dit koedben" efter mange omgange af den leg.

Vi tog en tidlig morgen - taxabaad og noed for sidste gang det fantastiske syn af den smukke soe med vulkanerne, de smukke Mayaindianere i deres farverige vaevede toej, med deres babyer bundet fast paa ryggen, og de smaa generte smil. I havnebyen Panajachel ventede minibussen og en 4-timers temmelig barsk bjergkoerselstur, paa meget hullede veje, tilbage til Guamemala City og lufthavnen. Heldigvis faldt drengene hurtigt i soevn, mens Muska kaempede med koeresygen og med at holde de tre malariapiller nede.

Trods koersygen var det en smuk tur ned gennem bjergene med de mange kaffeplantager og majsmarker, hvor man blot undre sig over, hvordan det nogen side er lykkes for mennesker, at faa saaet noget paa de stejle bjergsider, og endnu mere hvordan de faar hoestet og slaebt det hele ned igen. Det naturskoenne billed bliver dog noget forstyrret af den affaldpolitik de har her (eller mangle derpaa). Mange bjergsider bliver ogsaa brugt til at losse affald nedad og det i virkelige store maengder. Men som det u-land Guatemala jo er, er det dagen i dag der taeller og ingen synes have overskud til at bekymre sig om affaldet, som vi ogsaa har trampet rundt i ude i de smaa landsbyer.

Guatemala lufthavn er tilgengaeld noget af det reneste vi har oplevet, og overalt blev der hele tiden vasket gulv, saa vores landsby-stoevede (og sikkert ogsaa en del hoenselort) sko lavede frygtlige sorte maerker. Efter en del bvoevl og lidt hoej puls, da vores navne ikke var i flyselskabets computer og damen ved skranken ikke var glad for vores billetter, taenkte vi et kort oejeblik, at vi var blevet snydt af det lille rejseselskab tilbage i Panajachel. Men vi kom i luften og floj ca. 500 km. nord paa til Oen - Flores, palmetraer, tropisk kilma og dermed en meget hoejere luftfugtighed og en temp. paa ca.30 grader (kl.21.15)!

Varmen ramte Johan og Albert med et slag og vores ellers saa seje rejsedrenge pev og hylede. Meget har vi udsat dem for, men det her ville de ikke vaere med til. " Jeg kan ikke roere mig, jeg vil ha' snee, jeg braender op var bare nogle af de udbrud der blev raabt og skreget i mange mange timer. Pyh - ha der blev foraeldrene lidt traette af de kaere boern. Saa hvis I derhjemme i Dk har det koldt (det har vi hoert en lille fugle synge om), saa er der to drenge der piver over varmen.

Hotel i Flores

Selvom vi stadigvaek befinder os i Guatemala, har befolkningen her skiftet de vaevede klaededragte ud med shorts og stramme toppe, og levestandarden virker en lidt hoejere her.

Dagen efter koerte vi til Tikal og junglen for at se de gamle Mayapyramider og maaske et par broeleraber. Det var en stor oplevelse at vaere i junglen med alle de mange anderledes dyrelyde og plantevaekst. De storslaaede pyramider der pludselig taarner op mellem traeerne gav stof til eftertanke. Mange af pyramiderne kan man ikke mere gaa op paa, da der er nogle turister der er faldet og slaaet sig ihjel. Der var dog lavet trapper ved nogle af dem. Saa vi gik de mindst 200 trin op paa den hoejste pyramide (Tempel IV) - hvis nok den Jeppe engang har sovet paa.

Visdommens trae, Junglen ved Tikal

Det var super vildt at komme op paa toppen og se ud over junglen, solen der var paa vej op og de mange andre pyramider der rejser sig op mod himlen. Man havde lyst til at sidde der og stirre i timevis og forundres. Men en lille detalje gjorde at det ikke lige blev saadan, for i det sekundt Albert var kommet op meddelte han, at nu var det tid for ham at komme paa toilettet. Og da man ikke just kunne sende ham alene ned af den stejle trappe og ud i junglen for at lave bommelum, maatte Kristoffer halse ned igen. Ja, det bliver ikke altid som de voksne kunne taenke sig. Det er ogsaa for daarligt, at de der Mayaindianer ikke har taenkt paa at lave et toilet paa toppen (eller i det mindste en elevator), naar der nu ca. 4000 aar efter kommer en 4 -aarige og har brug for det.

Udsigt fra Temple V mod Gran Plaza, Tikal

i overnattede en nat ude i junglen paa et dejligt lille hotel med VARMT VAND = VARMT BAD. Det foerste paa hele vores tur, og som det jo er, naar man har vaeret saa laenge foruden, bliver nydelsen desto stoerre. Efter Tikal koerte vi tilbage til den lille Oe -Flores for at hente rent vasketoej og pakke til rejsen til Belize dagen efter.

Vi havde en hyggelig afskedsmiddag, hvor vi vaneligt indtog vores ration af boenner og drak vores sidste Gallo. Farvel og tak til Guatemala.

Saa er vi ved at pakke sammen her hos farfar og flyver nordpaa mod Tikal. Vi lander i Flores, hvorfra vi drager mod junglen og pyramiderne. Vi er startet paa malariapillerne, og haaber ogsaa paa at moede et par aber eller to.

Saa er der nyt fra faetter Brendon, som kommer og moeder os i Belize omkring den 3. feb. Vi proever at faa ham til at tage et nyt kamera med til os, for det er ikke rigtig til at finde noget her.

Lidt flere billeder fra Lake Atitlan

To lokale guttermaend

Huset set fra soesiden

LAKE ATITLAN

Kajaktur med Farfar

Hej fra Lake Atitlan - og et stort tillykke til Bedstefar!

Foerst skal vi beklage at vores tekst bliver lidt maerkelig, men det er ikke saa nemt at faa bloggen til at adlyde og vi betaler pr. minut naar vi er paa nettet, saa der er altid lidt pres paa nar vi forsoeger at skrive, og det koere meget langsomt her saa det er aldrig rigtig til at finde ud af hvad der ender med at staa og hvad der bliver slettet. Vi kan godt laese alle jeres sjove kommentarer, men ikke svare. Saa det er nok bedst at bruge Kristoffers hotmail til at skrive til os. Og saa er der jo de manglende vokaler, troede ellers vi havde fundet et par genveje til dem, med der er vidst kommet lidt huller hist og her, saa dem dropper vi igen. Men vi haaber I alligevel kan faa bare lidt fornuft ud af det.

Saa har vi en god og en daarlig nyhed:

Den gode foerst, Anne, Frederik og Cille kommer og moeder os i Mexico jubbbiiiiii - og saa kommer de lige paa Alberts foedselsdag. Det glaeder vi os meget til.

Saa det knap saa skoenne, vi har tabt vores kamara og alle de flotte billeder fra Muska og Johans vulkantur og fra kristoffers graduation fra spanskskolen er gaaet tabt. Oev Oev. Vi (isaer Muska) har revet sig i haaret og oensket at skrue tiden tilbage til det sekundt, hvor tasken ikke blev lukket ordentligt, inden vi satte os ind i en Tuk Tuk og bumpede gennem hele byen. Vi ledte med lys og lygte et par timer, Men ak - og mange suk. Pist vaek for altid.

Men livet gaar jo videre, og heldigvis er Judy meget flink til at laane os hendes kamera. Men vi nok finde ud af koebe et nyt naar vi igen er paa egen haand.

Vulkanturen var super haard og ikke for toesedrenge. Johan laa lige i haelene paa vores guide alle fem timers vandring opad, hvoraf den sidste time var halsbraekende klatring paa knivskabt forstenet lava. Muska laa paent nede bagved og prustede sammen med en astma-ramt tysker. Men det var alle anstrengelserne vaerd, at komme helt op og se den gloedede lava, som man paa 2 sekunder, kunne riste poelser og marshmellows paa . Vi havde dog en ret dramatisk nedtur, hvor der begyndte at rulle kaempe sten ned og det saa ogaa lige var blevet baelgmoerkt (men vi havde naturligvis vores pandelamper med). Johan fik en sten i nakken og Muska rev sin haand og fik en del smaasten presset godt ind i den, men vi fortroed ikke et sekundt turen.

Nu er vi saa her ved Lake Atitlan med farfar og Judy. En bjergsoe i hojlandet i ca 1550 m hojde, omgivet af vulkaner. Vi bor i et meget fint lille stenhus lige ned til soen. Forhaaldene er lidt ligesom i Sverige, med koldt vand og opvask udenfor. Man kan kun komme rundt til byerne omkring soen fra sosiden, saa vi sejler med taxabaaende rundt naar vi skal kobe ind, til yoga eller udforske de mange smaa markeder. Her er utroligt smukt og vi er omgivet af bananpalmer, advocadotraerer, et hav af sommerfugle og farvrige firben og blomster. Vi har en god kajak som vi nyder at sejle rundt i.

Drengene har faaet mange nye venner her, som de leger med. De har ogsaa varet paa besoeg hos dem, og set hvordan man ogsaa kan leve med grise, hoens og hunde i "stuen" og der gaar ikke mange minutter foer de er lige saa beskidte som de lokale boern her. Saa der er skrubbetur ved soen under hyl og skrig.

Et par slutter sig til os...

jubiii farfar er kommet!

Antigua, Guatemala

Udsigt til byens torv

Hygge paa byens torv

Her er det pigerne der baere deres smaasoeskende

En gruppe mayaindianer

Hej fra Antigua,- Og et stort fødselsdagskys til Anne, Selma, Amalie og Birgitte.

Vi er nu i en fantastisk bjergby i ægte kolonistil. Efter en kort problemfri flyvetur på 2,5 time fra det meget dyre Miami, hvor vi hurtigt fik vores budget ud af kontrol, ankom vi til Guatemala City. Noget af et kulturskift. Ingen plastik mennesker paa hvide sandstrande eller mega - måltider med milkshakes eller flotte alle'er med palmetræer. Vores chauffør var lidt forsinket, saa det ventede skilt med "COLDING" var ikke til at se! Først da vi havde udvalgt en af de mange andre villige chauffører, viste skiltet sig over mæ ngden af en gruppe nyankommene. Nino, som han hed, kø rte os HURTIGT, men sikkert til hotellet i Antigua. Godt det var mø rkt saa vi ikke kunne se hvor stejlt det gik nedad. Begge børn sov paa bagsædet, trods de mange bump for her er tale om seriøse huller i vejene.

Vi bor paa et fint lille hotel http://www.posadadonvalentino.com/. Der er et lille kø kken og en meget hyggelig gaardhave, hvor vi kan sidde og spise. Vi har et stort væ relse med udsigt til en kæ mpe vulkan. Livet gaar sin gang her, Kristoffer gaar i skole fra kl.8 til 12, imens spiser drengene og Muska morgemad i gardhaven, gerne sammen med damerne der arbejder paa hotellet. De taler lø s til os paa spansk, men det er ikke meget vi endnu forstaar. Saa vi nøjes med at smile og sige "si si", hvilket er til stor morskab for dem.

Efter morgenmaden som nemt kan tage et par timer, smutter vi ned til byens torv og leger med bø rnene der. Spiller bold og terning eller tegner. Muska drikker mange kopper af den vidunderlige kaffe, og vi taler med de mange andre rejsende der er her i byen. Her er folk fra hele verden, og vi faar mange gode rejsefif. Naar Kristoffer kommer fra skole, laver vi frokost i det lille køkken paa hotellet af de mange læ kre raavare fra vores nabo - et supermarked. Saa er det tid for Muska at smutte til yoga. Yogaskolen ligger et meget smukt sted, med udsigt til bjergene og kaffeplantagerne. Et meget fredsfyldt sted med god energi, hvor man faar lyst til at opgive alt materiel overflod ,og blot leve af frugt og kildevand. Men saa snart min næ se kommer ned paa gaden igen, og faar fæ rten af kaffeduften der er overalt, er jeg paa den igen og guffer ogsaa gerne et par sproede crossainter med den himmelske kaffen. Men livet fø les dog stadig sund og godt efter et par timers udstræ k med hoved ned og benene op. Der er ved at være styr paa kobraen, krigeren 1, 2, 3 halvmaane og jeg er mindst blevet 10 cm. længere.

Saa er det tid til aftensmad. Her er et kæ mpe udvalg af restauranter og de er alle meget gode. I gaar var vi paa en thai restaurant, hvor tjeneren var fra Taiwan og ejeren var fra El Salvador. Saadan er det meget her et stort mix fra hele verden.

Her er ogsaa mange fattige i byen, og det tog drengene et par dage at forstaa, at hvis vi ikke igen skal sprænge vores budget, kan vi ikke give penge til alle de smaa børn der tigger paa gaden. Det har ogsaa gjort stort indtryk paa dem, med alle de smaa drenge paa deres egen alder, der loeber rundt og pudser sko for folk. Muska har op til flere gange væ ret ved at smugle en af de meget smukke Maya - indianerpiger med.

I morgen kommer farfar og Judy til byen og mø der os. Herefter tager de videre til huset ved sø en Attilan. Vi fø lger efter om to dage, naar Kristoffer har vaeret til eksamen. Ved huset er der ingen internetforbindelse, saa vi skriver igen om 14 dage. I morgen tager Johan og Muska paa tur til vulkanen Pacaya og ser om vi kan finde noget æ gte lava. Hav det godt saa længe ...

Nintendoen er stadigvaek meget populaer. Her spilles paa vaerelset med Mads fra KBh.

Billed taget af Johan