LAKE ATITLAN

Kajaktur med Farfar

Hej fra Lake Atitlan - og et stort tillykke til Bedstefar!

Foerst skal vi beklage at vores tekst bliver lidt maerkelig, men det er ikke saa nemt at faa bloggen til at adlyde og vi betaler pr. minut naar vi er paa nettet, saa der er altid lidt pres paa nar vi forsoeger at skrive, og det koere meget langsomt her saa det er aldrig rigtig til at finde ud af hvad der ender med at staa og hvad der bliver slettet. Vi kan godt laese alle jeres sjove kommentarer, men ikke svare. Saa det er nok bedst at bruge Kristoffers hotmail til at skrive til os. Og saa er der jo de manglende vokaler, troede ellers vi havde fundet et par genveje til dem, med der er vidst kommet lidt huller hist og her, saa dem dropper vi igen. Men vi haaber I alligevel kan faa bare lidt fornuft ud af det.

Saa har vi en god og en daarlig nyhed:

Den gode foerst, Anne, Frederik og Cille kommer og moeder os i Mexico jubbbiiiiii - og saa kommer de lige paa Alberts foedselsdag. Det glaeder vi os meget til.

Saa det knap saa skoenne, vi har tabt vores kamara og alle de flotte billeder fra Muska og Johans vulkantur og fra kristoffers graduation fra spanskskolen er gaaet tabt. Oev Oev. Vi (isaer Muska) har revet sig i haaret og oensket at skrue tiden tilbage til det sekundt, hvor tasken ikke blev lukket ordentligt, inden vi satte os ind i en Tuk Tuk og bumpede gennem hele byen. Vi ledte med lys og lygte et par timer, Men ak - og mange suk. Pist vaek for altid.

Men livet gaar jo videre, og heldigvis er Judy meget flink til at laane os hendes kamera. Men vi nok finde ud af koebe et nyt naar vi igen er paa egen haand.

Vulkanturen var super haard og ikke for toesedrenge. Johan laa lige i haelene paa vores guide alle fem timers vandring opad, hvoraf den sidste time var halsbraekende klatring paa knivskabt forstenet lava. Muska laa paent nede bagved og prustede sammen med en astma-ramt tysker. Men det var alle anstrengelserne vaerd, at komme helt op og se den gloedede lava, som man paa 2 sekunder, kunne riste poelser og marshmellows paa . Vi havde dog en ret dramatisk nedtur, hvor der begyndte at rulle kaempe sten ned og det saa ogaa lige var blevet baelgmoerkt (men vi havde naturligvis vores pandelamper med). Johan fik en sten i nakken og Muska rev sin haand og fik en del smaasten presset godt ind i den, men vi fortroed ikke et sekundt turen.

Nu er vi saa her ved Lake Atitlan med farfar og Judy. En bjergsoe i hojlandet i ca 1550 m hojde, omgivet af vulkaner. Vi bor i et meget fint lille stenhus lige ned til soen. Forhaaldene er lidt ligesom i Sverige, med koldt vand og opvask udenfor. Man kan kun komme rundt til byerne omkring soen fra sosiden, saa vi sejler med taxabaaende rundt naar vi skal kobe ind, til yoga eller udforske de mange smaa markeder. Her er utroligt smukt og vi er omgivet af bananpalmer, advocadotraerer, et hav af sommerfugle og farvrige firben og blomster. Vi har en god kajak som vi nyder at sejle rundt i.

Drengene har faaet mange nye venner her, som de leger med. De har ogsaa varet paa besoeg hos dem, og set hvordan man ogsaa kan leve med grise, hoens og hunde i "stuen" og der gaar ikke mange minutter foer de er lige saa beskidte som de lokale boern her. Saa der er skrubbetur ved soen under hyl og skrig.