LæS OM BELIZE HER...

Da vi kom til grænsen skulle vi alle mand ud af bussen, og selv bære vores baggage gennem tolden. Og selvfoelgelig skulle vi moede vores foerste regnvejr lige paa det tidspunkt. Saa med mudder langt op af benene og vaade rygsaekke gik vi fra Guatemala til Belize. Fik lige et stempel i passet og afsted igen med bussen, der holdt og ventede paa den anden side.

Belize er et lille land, de færreste nok nogen sinde har hørt om. Det er halvt så stort som Danmark og kun beboet af en kvart million indbyggere.

Landets kultur er typisk caribisk, og Belize er hjemsted kreolere, der groft sagt er efterkommere af afrikanske slaver og de engelske pirater, der udnyttede landets naturlige havne som skjulesteder og det farlige rev langs Caribien-kysten som beskyttelse imod den spanske ordensmagt.

Vi kørte op mod selve Belize City. Området vi kørte i var meget fattigt, med en masse usle rønner. Man kunne også tydeligt se det havde regnet et stykke tid fordi der var mange steder der stod under vand, landet ligger også temmelig lavt over havets overflade. På et tidspunkt skar vejen midt igennem en kirkegård, mærkeligt at se gravstene på begge sider af bussen. Det, der overraskede os mest da vi kom over grænsen var alle de mange kinesiske restauranter og supermarkeder vi koerte forbi. Men ellers skoent igen at kunne laese skilte, og forstaa hvad der bliver sagt, for engelsk er sproget der tales her - dog med en sjov caribisk accent. Saa det gaelder om at spidse oerene for at faa det hele med.

Da vi nående frem til selve Belize City gjorde vi et stop ,og tog en overnatning. Mere varmt vand - skoent. Det er en underlig by, alle huse var lave, den virkede temmelig provinsiel, ingen prangende bygninger, helt klart ikke et sted der tiltrækker turister. Folk er meget venlige og vil gerne snakke, ingen har travlt og stemningen var meget laid back.

Dagen efter tog vi med meget hurtig moterbåd ud til den lille oe Caye Caulker, hvor vi blev moedt af det smukkeste blaa vand og Belizes 300 km lange koralrev som er verdens næstlængste af sin slags, og dykkere kommer fra hele verden for at opleve den overdådige farvepalet i undervandsverdenen.

Vi fandt et godt sted at bo med et lille udekoekken,og vi styrtede ned til det kinesiske supermarked og koebte mælk og havregryn. Især Alberts kost trængte til lidt varriation, da han stort set lever af kylling og spejleæg. Bønnerne er han ikke bidt paa(endnu). Helt dejligt er det at kunne lave lidt mad igen og ikke at skulle sidde paa restauant med to utaalmodige unger, der endnu ikke helt har forstaaet, at først skal man have et bord, saa et menukort, saa skal man beslutte sig og vaere helt sikker(og ikke fortryde naar tjeneren kommer)saa skal maden bestilles og saa skal kokken have besked, saa skal hoenen slagtes og fisken fanges, alt imens man sidder stille og hygger med hinanden uden at flaa servietter i stykke eller stikke tungen igennem (farfars ide som haenger ved), eller lege fangeleg mens man skriger lungerne ud.

Men vi tror da ind i mellem paa, at efter tre maanders haard restaurants-traening at 10-øren maaske falder. Men pt. traeningsfri.

Paa vores tredje dag fløj et lille fly til øen, og ud steg faetter Brendon. Sikke en fest for drengene baade store og smaa. En legeonkel der stort set aldrig holder op. For Albert var det kaerlighed ved første svingtur, og han haenger paa ham som en abekat. Maaske han kan faa et par bønner i ham.

Her paa øen er der ingen biler, kun cykler og golfvogne. Gaderne er smaa sandveje og naar man traeder i land er der et skilt der siger go slow. Det bliver taget meget bogstaveligt her, og alle er meget glade og stopper gerne op for en lille snak. Vi nyder stranden og det skoenne vand som man kan plaske rundt i timevis, og at Brendon udover at lege meget med drengene ogsaa har fjernsyn paa sit vaerelse, saa Muska kan liste ubemaerket af sted til yoga - nu med udsigt til den ene mere smukke solnedgang efter den anden.

Tillykke til Cille!